Videoovervågning virker

Det her med videoovervågning har været et emne for debat i mange år, og det bliver det nok ved med at være i lang tid fremover. Men der er en tendens i samfundet til, at man nemmere accepterer det end tidligere. Før i tiden var det absolut føj at have videoovervågning over sin bolig. I dag er det generelt accepteret, at folk gerne vil kunne overvåge, hvad der sker på deres ejendom. Nu er det ikke sådan, at vi går rundt med kameraer, eller sætter komplicerede overvågningssystemer op overalt. Men vi har ikke problemer med at vide, at vi bliver overvåget.

Detailhandlen

Når jeg fx går ind for at handle i Lidl, så er det første jeg, ser et kamera og en skærm, som viser, at jeg går ind i forretningen. Det er ikke sådan et forskønnende billede af mig, som jeg ser. Det er nærmere et billede taget af mig i en dårlig vinkel, som viser, at jeg er lidt overvægtig, har langt hår og jeans på.

Det tjener til ét formål: Sker der noget i butikken, som ikke bør ske, så kan politiet nemt identificere mig og alle de andre, som var i butikken, da noget skete. De kan derefter nemt finde mig (og de andre) for at høre, om jeg så eller gjorde noget mistænksomt.

Hvad jeg ikke ser, når jeg går ned til Lidl, er, at der faktisk er flere kameraer, som supplerer det første. De tjener også videoovervågningen i butikken. De viser fx, at jeg afviser at købe nogle frosne kyllingelår: Jeg tager bakken, de er pakket ind i op fra fryseren, kigger på den og på etiketten med oplysningerne om kødets produktions- og udløbsdato, og lægger den tilbage, fordi det er ikke lige det, jeg vil købe i dag. De ser også, at jeg læser brugsanvendelsen på forskellige værktøjer, de har på særtilbud. Fx et sæt med bor til min boremaskine. Og det ser de for hver enkelt kunde, som kommer forbi, netop det kamera.

Jeg ved, at det sker, og jeg har ikke noget imod det. Netop fordi jeg ved, at alle andre også bliver overvåget. Så jeg skiller mig ikke ud. Jeg er heller ikke en særlig mistænkt person. Jeg er bare en almindelig forbruger, som bliver videoovervåget. Det er der ikke noget galt i, synes jeg.

Videoovervågning er OK

Derfor kan jeg ikke helt forstå, at der er nogle mennesker, som virkeligt hidser sig helt op, når debatten handler om videoovervågning. Det skader dig ikke. Det kan bevirke, at butikkerne har færre tyverier. Og det kan sikkert også bidrage til, at man smiler lidt mere. Selv om vi er sure og trætte efter arbejde, når vi handler i Lidl, så kan vi da godt bruge ganske få ekstra kalorier på at se lidt gladere ud. Når vi nu ved, at vi bliver overvåget. Kunne vi så ikke sørge for, at dem, som skal se alle videobåndene igennem, får en lidt behageligere oplevelse? Det må da være det kedeligste job i verden at se på videoer af mig og mine medmennesker købe kyllingelår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *