Amagers bedste låsesmed

Amagers bedste låsesmed

10. juli 2018 0 Af Eskild Strudsberg

Han er en vældig flink fyr, ham der er kundemodtager på det værksted, hvor jeg får passet min bil. Han var også særdeles imødekommende, da jeg en dag i sidste uge pludselig stod i en noget penibel situation, idet jeg på en eller anden måde havde mistet min bilnøgle, mens jeg var på arbejde.

Så efter arbejdstid stod jeg i den situation, at jeg ikke kunne komme ind i bilen og da slet ikke få den startet, så jeg ringede til værkstedet og spurgte, om de kunne hjælpe mig. Men Kjeld, som kundemodtageren hedder, indrømmede, at det var han faktisk ikke i stand til på stående fod. Hvis jeg kunne fremskaffe den nummerkode, som jeg havde fået sammen med de to nøgler til bilen, da jeg købte den, kunne han bestille en ny nøgle, men der ville alt andet lige gå nogle dage, før jeg kunne få den.

Brug for en låsesmed

Jeg fortalte ham, at jeg skam havde den kode derhjemme sammen med reservenøglen, men det ville jo ikke hjælpe mig i den aktuelle situation. Så foreslog han, at jeg skulle forsøge at få fat i en låsesmed, for de kan i mange tilfælde også hjælpe med at få låst en bildør op. Men spørgsmålet var så, om låsesmeden også ville være i stand til at starte bilen for mig, og det spørgsmål kunne Kjeld faktisk ikke svare på.

Men han fortalte, at han vidste, at en bestemt låsesmed på Amager var specialiseret i at håndtere billåse, og han gav mig telefonnummeret til den pågældende låsesmed.

Så jeg ringede til låsesmeden på Amager og fortalte ham om min uheldige situation. Han var meget hjælpsom og sagde, at han ville komme ud til det firma, hvor jeg arbejder, og hvor min bil stod parkeret, så hurtigt som muligt. Han var der også i løbet af godt et kvarters tid.

Specialist på arbejde

Han havde medbragt diverse specialudstyr, og det tog ham kun få minutter at få låst førerdøren op, så vi kunne komme ind i bilen. Derimod tog det ham en hel del mere tid at bakse med tændingslåsen, som han ganske vist godt kunne få sit specialværktøj ind i og dreje selve låsecylinderen, men han kunne ikke starte bilen, fordi startspærren jo ikke fik noget signal fra den rigtige bilnøgle. Han havde ganske vist et apparat, som skulle kunne sende det rigtige signal til startspærren, men det lykkedes bare ikke.

København

Så ringede han til en kollega, der er låsesmed i København, fordi denne kollega åbenbart også havde bilers låsesystem som et speciale. De talte sammen temmelig længe og snakkede i et teknisk sprog, som jeg må indrømme, at jeg ikke fattede en dyt af.

Men efter telefonsamtalen gik min låsesmed i gang med at indstille sit apparatur, der skulle kunne give det rigtige signal til startspærren, og kort efter fik han motoren i gang. Jeg åndede lettet op og kunne køre hjem i bilen, men måtte selvfølgelig undlade at stoppe motoren på køreturen.

Derhjemme fandt jeg reservenøglen frem, og den virkede heldigvis upåklageligt. I øvrigt havde en rengøringsdame om aftenen fundet min rigtige bilnøgle på gulvet i mit kontor.